120 jobs til flygtninge i Region Syddanmark

Med støtte fra Industriens Fond vil Ramsdal Gruppen bistå virksomheder med at tiltrække og ansætte nye medarbejdere til aktuelle jobåbninger – og dermed skabe flere jobs

Danmark har i dag det paradoksproblem, at der inden for bestemte brancher er et udækket behov for arbejdskraft - samtidig med, at vi har en voksende gruppe flygtninge, som ikke får adgang til arbejdsmarkedet.
Mange virksomheder har i de senere år opnået gode erfaringer med at rekruttere og beskæftige udenlandske medarbejdere fra andre EU-lande, og det stigende behov for arbejdskraft inden for en række områder gør dem også åbne for nye grupper af medarbejdere. Virksomhederne finder generelt værdi i at være en del af integrationsindsatsen, såfremt blot følgende to forudsætninger er opfyldt:

  1. Der skal være et reelt behov for arbejdskraft i virksomheden
  2. Det skal være nemt og ubureaukratisk at rekruttere denne gruppe borgere.

Mads Lebech , adm. direktør i Industriens Fond er glad for også at kunne støtte rekruttering til ufaglærte job og samtidig bidrage til udviklingen af den nye IGU-uddannelse. Han udtaler: ”Med afsæt i et akut arbejdskraftbehov i særligt transportbranchen og på lidt længere sigt i fremstillingsindustrien vil projektet benytte en for virksomhederne kendt rekrutteringsmetode til at sikre kvalificeret arbejdskraft fra gruppen af nyankomne flygtninge. Rekrutteringsmetoden vil endvidere tilpasses den potentielle medarbejdergruppe og dermed sikre bistand til virksomhederne i form af eksempelvis facilitering af den ventede IGU-uddannelse. Vi ser en fordel i prioriteringen af virksomhedsperspektivet, og derfor støtter Fonden projektet".

Ramsdal Gruppen har mulighed for at trække på mange års erfaring fra rekrutterings- og vikarbranchen og virksomhedens konsulenter har en bred erfaring fra integrationsområdet. Projektet har etableret et tæt og forpligtende samarbejde med en gruppe af virksomheder og kommuner i Region Syddanmark om at matche virksomheder med nytilkomne flygtninge og andre med udenlandsk baggrund.

”Vi tror på muligheden for et jobmatch bl.a. inden for transportområdet, hvor vi allerede har samarbejde med en række af de helt store aktører”, udtaler Direktør Karl Erik Nielsen. ”Denne branche alene forventer inden for de nærmeste år en mangel på mellem 2.500 og 3.000 chauffører. Dette behov mener vi at kunne matche – bl.a. fordi en meget stor del af de nytilkomne flygtninge har erfaring med biler og transport. Derudover har vi bredt fokus på lokale fremstillingsvirksomheder, hvor der er reelle åbninger både inden for traditionelle mande- og kvindefag” siger Karl Erik Nielsen.

Om projektet

Konkret sigter projektet mod at samle virksomheder fra de udvalgte brancher i regionen omkring en fælles rekrutteringsindsats der bygger på:

  • En fælles samlet dialog med kommuner og jobcentre, der smidiggør selve rekrutteringen
  • En digital kortlægning af virksomhedernes kompetencekrav - både faglige, sproglig og almene til brug i rekrutteringen
  • Nye rekrutteringsmåder. Via et screenings-/test- og introduktionsforløb udvælges ”de rigtige kandidater” til virksomhederne, som efterfølgende tager dem ind – evt. under den nye Integrationsgrunduddannelse (IGU) . Undervejs følges deltagerne tæt af projektets konsulenter, der også hjælper med at tilrettelægge relevant dansk- og fagundervisning.
  • Støtte til arbejde med kulturmøder og evnen til modtagelse/fastholdelse af nye medarbejdere i virksomheden

Målsætninger:

Projektets overordnede mål er at hjælpe virksomhederne med at tiltrække kompetente medarbejdere - og samtidig bistå kommunerne med en varig jobplacering af flygtninge og migranter.

Konkret er det målet

  • At samle en gruppe i hver af de to brancher på 20-25 virksomheder omkring en fælles rekruttering
  • At udvikle et digitalt værktøj til mere effektiv medarbejderrekruttering
  • At gennemføre160 integrationsuddannelsesforløb, hvor 120 af deltagerne overgår til ordinær ansættelse og 20 af deltagerne påbegynder en erhvervsuddannelse
  • At arbejde med modtagelse / fastholdelse i virksomheden

Praktiske oplysninger:

Projektet starter sine aktiviteter i august 2016 og løber frem til sommeren 2019. Det gennemføres i et partnerskab mellem Integrationscenter Ramsdal, som er en del af Ramsdal Guppen – og udvalgte virksomheder og kommuner. Der er fortsat mulighed for, at interesserede virksomheder i de nævnte brancher kan deltage i projektet.

Kontakt:

Telefon: +45 2523 0230
Mail: cc@ramsdalgruppen.dk

VIS SOM PDF