Ramsdal Gruppen A/S Caspar Müllers Gade 2-4 Postboks 816 6000 Kolding +45 76 30 01 01

Ramsdal

Jobcenter Gribskov

Offentligt-Privat partnerskab


Siden 1992 har kommuner og regioner haft mulighed for at danne selskaber sammen med private virksomheder.
Ideen med offentligt-privat partnerskab stammer fra England, hvor den har været meget anvendt de seneste 10 år. Men også i resten af Europa er modellen ofte anvendt.

Jobcenter Gribskov flytter


Ved udgangen af 2010 vil Jobcenter Gribskov flytte til nybyggeri i centrum af Helsinge.
Mere plads, central beliggenhed og nye, lækre omgivelser – det kunne være uddrag af en boligannonce – men det bliver resultatet, når Danmarks første jobcenter i privat regi, Jobcenter Gribskov, snart kan holde flyttedag.


I slutningen af 2010 vil jobcentret kunne forlade de nuværende lokaler i Gilleleje og rykke ind i nyopførte bygninger i Helsinge. Siden Gribskov Kommune blev dannet ved sammenlægningen af kommunerne Helsinge og Græsted-Gilleleje har placeringen af Jobcenter Gribskov været betragtet som midlertidig. Og det har stået klart, at lokaliteterne langt fra kunne rumme alle de funktioner, der er nødvendige for at kunne drive et jobcenter.

 

Optimale forhold


”Flytningen vil give Jobcenter Gribskovs medarbejdere og brugere optimale forhold og sikre, at vi fortsat kan yde den bedst mulige service,” fastslår Jane Jensby, direktør for Jobcenter Gribskov.


Med byggeriet for Jobcenter Gribskov bliver der også taget hul på udviklingen af et helt kvarter i centrum af Helsinge, der tidligere rummede en række erhvervsvirksomheder. Udover Jobcenter Gribskovs kontorbyggeri på 4.000 kvm. opføres en række boliger som klynge- og punkthuse.
Siden 1. januar 2009 har Jobcenter Gribskov været drevet som et offentlig privat partnerskab i et samarbejde mellem Gribskov Kommune og Ramsdal Gruppen. Og Jobcenter Gribskov A/S har lige siden stået for driften og alle aktiviter overfor modtagere af sygedagpenge, kontanthjælp og a-dagpenge i Gribskov Kommune.

 

Kvalitet og pionerånd


Administrerende direktør for Ramsdal Gruppen, Karl-Erik Nielsen, ser flytningen som et naturligt trin i den udvikling, der præger såvel Ramsdal Gruppen som Jobcenter Gribskov. ”Det falder helt i tråd med vores overordnede mål om at kunne levere løsninger, der sikrer konkrete resultater, hvor kvalitet og pionerånd går hånd i hånd”.


Ramsdal Gruppen, der har hovedkontor i Kolding, er en konsulentvirksomhed, der samarbejder med såvel private som offentlige virksomheder og myndigheder omkring løsning af opgaver bredt inden for hele Human Resource-området. Virksomheden er grundlagt i 1998 og har i dag ca. 40 kontorer i hele landet. Samlet er der ansat omkring 240 medarbejdere i Ramsdal Gruppens virksomheder.

 

Virksomhed i vækst


Ramsdal har specielt i de senere år markeret sig som en dynamisk og vækstorienteret
virksomhed med en særlig evne til at skabe synlige resultater og virksomheden blev i 2009 af Dagbladet Børsen for fjerde gang hædret som Gazelle-virksomhed.


”Den positive udvikling for Ramsdal fortsætter, og muligheden for at fastholde virksomhedens gazellestatus i også de kommende år ser helt klart ud til at skulle lykkes. Siden 1. januar 2009 har vi således forøget antallet af medarbejdere med omkring 50 pct., og Ramsdal har på kort tid udviklet sig til at være en landsdækkende konsulentvirksomhed med afdelinger i ca. 40 danske byer,” slutter administrerende direktør, Karl-Erik Nielsen.