Fuldtid Print

Jobkonsulent til Ikast

Vi søger en engageret jobkonsulent til vores afdeling i Ikast.

 

Hvem er vi?
Virksomhedsporten A/S er en socialøkonomisk virksomhed, som driver virksomhed på markedsmæssige vilkår og med et beskæftigelsesmæssigt perspektiv. Vores primære formål er at hjælpe mennesker i job.

Virksomhedsporten har i øjeblikket afdelinger i 6 kommuner, og samlet set har virksomheden i øjeblikket 125 medarbejdere – heraf 104 ansat på særlige vilkår. Vi oplever generelt en stigende efterspørgsel på vores ydelser, og vi har derfor løbende brug for flere engagerede og kompetente medarbejdere.

Virksomhedsportens afdeling i Ikast har 22 engagerede medarbejdere, og vi løser forskellige opgaver for en række private virksomheder – primært opgaver, som vores kunder vælger at outsource til os. Vi samarbejder også med Ikast-Brande Kommune om gennemførelse af jobudviklingsforløb for ledige.

Opgaven er samtaleforløb, undervisning og dokumentation

Målet er at matche den ledige med det rette job. I processen afklares forløbsdeltagerens kompetencer, ressourcer og arbejdsmarkedsperspektiv. Dette gøres blandt andet i et individuelt tilrettelagt og håndholdt forløb, hvor der udvikles kompetence CV og ansøgningsmateriale. Vi hjælper ofte med at opsøge virksomheder og etablere praktikker, da det ikke er alle forløbsdeltagere, som selv har modet på at tage den første kontakt.

Undervisning i arbejdsmarkedsrelevante temaer for grupper af forløbsdeltagere vil også være ét af dine arbejdsområder. Undervisningen tilrettelægges løbende, og der lægges meget vægt på høj grad af inddragelse af forløbsdeltagerne.

Vi skal altid kunne dokumentere indsats og resultater af vores arbejde. Derfor skal alt registreres, og der skal udarbejdes en afsluttende rapport, når forløbet udløber.

Metodisk arbejder vi ressourceorienteret, inddragende og anerkendende. Vi er optaget af at hjælpe vores forløbsdeltagere med at se deres værdi i et arbejdsmæssigt perspektiv.

Du bliver en del af en organisation, som hele tiden er i stand til at skifte gear, og du vil møde et team af kolleger, der alle brænder for at skabe resultater af høj kvalitet. Du vil altid have mulighed for at få den fornødne sparring og faglige støtte i det daglige arbejde.

Hvem er du?

  • Du har en passende uddannelse og erfaring i at arbejde med udsatte borgere
  • Du kan håndtere lovgivningen på beskæftigelsesområdet
  • Du er tillidsvækkende, empatisk og loyal
  • Du er en god rollemodel for vores forløbsdeltagere, og du har drive og gejst, der smitter
  • Du har et jobrettet fokus i dit arbejde med den enkelte borger
  • Du har fokus på synlige og målbare resultater i et miljø, hvor kvalitet vægtes højt
  • Du har en høj stresstærskel, og du evner at bevare roen – også når vi har travlt
  • Du er samtidig et ordensmenneske med gode IT-færdigheder
  • Du er mødestabil – og klar til at yde en særlig indsats, når det er nødvendigt
  • Du har kørekort til personbil

Ansøgningsfrist

Er dette et job for dig, så send hurtigst muligt din ansøgning som mail til os på adressen ans@ramsdalgruppen.dk og mærk ansøgningen ”VP Ikast”. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, og vi indkalder derfor løbende egnede kandidater til samtale. Vi opfordrer alle interesserede til at søge - uanset alder, køn og etnisk herkomst. Du kan læse mere om os på: www.virksomhedsporten.dk